Fribyttere, sørøvere, straffefanger, slavehandlere, mytterister, polarhippier ...

Fribyttere, sørøvere, straffefanger, slavehandlere, mytterister, polarhippier ...

Nej, nej det er hverken Egon Olsen eller Kaptajn Haddock, der føjer nye sprogblomster til deres eder og forbandelser, men derimod bare nogle få af de mange temaer, de garvede forfattere, Kåre Bluitgen og Nils Hartmann tager op i ABCs lette fagbøger

Kåre Bluitgen og Nils Hartmann skriver også om opdagelsesrejsende, naturforskere, miljøforkæmpere, polarforskere og mange, mange flere historiske personer, danske eller skandinaviske, som har haft en usædvanlig skæbne. Nogle af dem er kendte, andre ukendte for de fleste, men de har fået deres fantastiske liv beskrevet, fordi det har været ekstraordinært dramatisk.

Det er nok også en af grundene til, at serien har tiltrukket rigtig mange piger og drenge i alderen 8-12 år. Og de bliver hjulpet godt gennem teksten af lave lix-tal og pragtfulde illustrationer af nogle af Danmarks bedste illustratorer.

Med Kåre Bluitgens nye bidrag: ”Amazonas – rejsen til regnskovens indianere” kan serien fejre et jubilæum med 25 titler på godt ti år: Hvis de blev slået sammen til én bog, ville den blive hele 1.500 sider lang, rumme næsten 400 illustrationer og give underholdende og meningsfuldt læsestof til mange dage.

Læs mere om de enkelte titler på forlagets hjemmeside www.abc-forlag.dk

FiXLiX – let at læse, svær at slippe

Hvordan får vi unge med læsevanskeligheder til at tilvælge bøger i stedet for at fravælge dem?

Det er der som bekendt ikke noget enkelt svar på. Men alle kan være enige om at et bekymrende højt antal elever i udskolingen slås med indlæringsproblemer, fordi de savner de fornødne læsekompetencer. FiXLiX kan måske være et skridt i den rigtige retning.

Serien er sat i verden for at tilbyde de 13-16-årige i udskolingen samtidsromaner med tematikker, de kan se sig selv i. Der skal være plads til både alvor og humor med rappe replikker og højt tempo, men også tid til eftertanke og selvransagelse. Det er faktisk lidt af en litterær udfordring, når lixtallet ligger helt nede på 16-17.

Her er de første fire bind i serien FiXLiX:

Anja Hitz: ”Flora – sæson 14.”

Floras konfirmation hænger i en tynd tråd, da hendes mor får det dårligt og skrider. Samtidig begynder hendes bedste ven, Birk, at opføre sig underligt. Det føles som at være med i sæson 14 i en (dårlig) tv-serie, hvor alting bare fucker up.

 

Daniel Zimakoff: ”Hjerter 4.”

Kan man: være forelsket i to på samme tid? Være sammen med en fyr, som ens bedste veninde er vild med? Bo sammen med en fyr uden at være kæreste med ham? Selv vælge, hvem man forelsker sig i?

 

Sofia Nordin: ”Snestormen.”

Tre søskende er indespærret i en snehytte. Der er strømafbrydelse, de har ikke noget mad og ingen mobildækning. De beslutter at forlade huset for at finde faren, som måske er kørt galt i snestormen.

 

Sofia Nordin: ”Mørk is.”

Vennerne Alex og Eddi er de seje i klassen, der tør overskride grænser og gør det jævnligt. En dag, hvor klassen skøjter i idræt, skubber de deres sædvanlige offer, den ensomme pige Marit hen til den mørke, usikre is. Det går grueligt galt. En roman om skyld, mobning, venskab og forelskelse.

13/9 2021