Rekordstor interesse for skolemadsforsøg

Rekordstor interesse for skolemadsforsøg

Interessen for at deltage i det nationale forsøg med skolemad har vist sig at være overvældende.

I alt har 282 folkeskoler fordelt over 76 kommuner samt 64 frie grundskoler tilmeldt sig forsøgsordningen, oplyser Børne- og Undervisningsministeriet.

- Jeg er glad for, at så mange skoler har lyst til at være med i forsøget med skolemad. Nu skal der trækkes lod om, hvilke skoler der skal være med.

- Jeg glæder mig til at se, hvad denne meget store økonomiske investering kommer til at betyde for elevernes sundhed, læring og trivsel, udtaler børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Lodtrækning afgør deltagelse
Da der er betydeligt flere interesserede skoler end der er afsat midler til, skal en lodtrækning nu afgøre, hvilke skoler der får mulighed for at deltage.

Udvælgelsen vil tage hensyn til både geografisk og socioøkonomisk spredning for at sikre et repræsentativt udsnit af danske skoler.

Særligt hovedstadsområdet har udvist stor interesse med mange tilmeldinger.

For at sikre en balanceret geografisk fordeling på landsplan vil relativt flere skoler i hovedstadsområdet modtage afslag, oplyser ministeriet.

På den positive side viser de foreløbige data, at der blandt de tilmeldte skoler allerede er en fin socioøkonomisk balance, der afspejler den samlede danske befolkning målt på forældrenes indkomst.

De udvalgte skoler vil blive fordelt mellem tre forskellige finansieringsmodeller:

- 70 procent af eleverne vil modtage skolemad helt uden forældrebetaling
- 15 procent vil få skolemad med en forældrebetaling på 15 kroner pr. måltid
- 15 procent vil få skolemad med en forældrebetaling på 25 kroner pr. måltid

Disse tre modeller skal give værdifuld viden om, hvordan forskellige niveauer af forældrebetaling påvirker tilslutning og tilfredshed med ordningen.

De heldige skoler, der udtrækkes til forsøget, vil få besked inden udgangen af første halvdel af juni. For folkeskolernes vedkommende skal kommunalbestyrelsen sikre endelig tilslutning senest den 31. august 2025.

Alle deltagende skoler skal være klar til at servere skolemad til eleverne senest ved skolestart efter juleferien - altså første skoledag i januar 2026.

Forsøget har til formål at indsamle viden og erfaringer med skolemadsordninger i Danmark, herunder forskellige organisationsmodeller og skolemadens betydning for elevernes sundhed, læring og trivsel.

-rh

21/5 2025