Vorbasse-elever skaber grønt klasseværelse under åben himmelPlantning af lommeskov

Vorbasse-elever skaber grønt klasseværelse under åben himmel

Den 17. juni tager elever fra Vorbasse Skole skovle i hænderne og forvandler en almindelig græsplæne til en frodig mikroskov.

I alt 43 elever fra 4. og 5. klasse vil plante mellem 300 og 400 træer og buske på et 100 m² stort areal ved skolens legeplads.

Den nye mikroskov bliver ikke blot et grønt pusterum, men et levende klasselokale under åben himmel.

Med 25 forskellige arter – fra vilde æbletræer til majestætiske egetræer – vil mikroskoven skabe et mangfoldigt økosystem, der er åbent for både skolens elever og lokalsamfundet.

Initiativet er et samarbejde mellem Sunset Boulevard og organisationen Skov2030.

Siden 2020 har fastfoodkæden erstattet legetøj i børnemenuerne med træplantning – en beslutning, der allerede har resulteret i plantningen af 500.000 træer i danske folkeskove og etableringen af snart 12 mikroskove.

- Når børnene er med til at plante mikroskove, giver det læring på en sjov og aktiv måde. Det skaber samtidig flere grønne oaser i byerne, og det mener vi giver meget bedre mening end at uddele end masse ligegyldigt legetøj i børnemenuerne, forklarer Jens Broch, administrerende direktør for Sunset Boulevard.

Ifølge Benjamin Bosman Eg, forperson for 2030Skov, burde alle børn have mulighed for at plante træer som en del af deres skolegang:

- At lade børn plante træer giver dem praktisk indsigt i naturens kredsløb.

- Mikroskoven bliver både et fristed og et læringsrum – et lille økosystem, de selv har været med til at skabe. Med plantningen i Vorbasse styrker vi deres naturforståelse og engagerer dem som kommende beskyttere af naturen.

Hvad er en mikroskov?
Mikroskove er kompakte, tætte skovområder, der hurtigt udvikler sig til selvbærende økosystemer.

De kan etableres på områder helt ned til 16 m² og rummer typisk mellem 15 og 30 danske træer og buske, afhængigt af areal og årstid. 

Det særlige ved mikroskove er, at planterne sættes i jorden, når de allerede har opnået en vis højde. Efter de første par års etablering udvikler skoven sig næsten af sig selv og bliver et værdifuldt bidrag til biodiversiteten i lokalområdet.

-rh

11/6 2025