Danmark gemmer sig: Tusindvis af børn og voksne leger skjul på Legens DagFoto: Unicef

Danmark gemmer sig: Tusindvis af børn og voksne leger skjul på Legens Dag

Den 11. juni bliver skolegårde, arbejdspladser og hjem i hele landet fyldt med legende børn og voksne, når UNICEF Danmark sætter fokus på børns ret til leg

Børn og voksne over hele Danmark opfordres til at deltage i en landsdækkende gemmeleg tirsdag den 11. juni kl. 11.00.

Initiativet, der markerer FN's Internationale Dag for Leg, er sat i værk af UNICEF Danmark i samarbejde med en række organisationer for at sætte fokus på legens betydning for børns trivsel og udvikling.

Ifølge FN\s Børnekonvention har alle børn ret til leg og fritid.

Alligevel er den fysiske leg under pres fra mange sider. Stigende skærmforbrug og travle hverdage er blandt årsagerne til, at den frie leg risikerer at forsvinde fra børns hverdag.

- Leg er ikke bare sjov og ballade – det er en rettighed. Men vi ser, at legen bliver klemt, ikke blot herhjemme, men også globalt – og det selvom vi ved, at leg er vigtig for børns udvikling og har potentiale til at forbedre trivsel, understreger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.

Gemmeleg er valgt som omdrejningspunkt for den landsdækkende legedag. Den klassiske leg er kåret som Årets Leg 2025 af Gerlev Center for Leg & Bevægelse, fordi den kan leges af alle, overalt, og skaber glæde på tværs af alder og forudsætninger.

Initiativet opfordrer alle til at lege med – uanset om man befinder sig i børnehaven, på kontoret, i skolegården eller derhjemme. Det eneste, der kræves, er et sted med gode gemmemuligheder og nogen at lege med.

Sådan deltager du

Hvornår: Tirsdag den 11. juni kl. 11.00
Hvor: Der, hvor du er – ude eller inde
Hvordan:
Find et godt sted med gemmesteder
Aftal med andre, at I leger skjul, og hvem der \"er den\"
Del gerne jeres leg på sociale medier med #legensdag

Bag initiativet står en bred vifte af organisationer, herunder UNICEF Danmark, FDF, Legedatabasen, Gerlev Center for Leg & Bevægelse, Det Danske Spejderkorps og flere andre.

Så sæt kryds i kalenderen den 11. juni, find dine bedste gemmesteder, og vær med til at minde om, at legen er en vigtig del af alle børns liv – og at vi voksne også har godt af at lege lidt mere.

-rh

21/5 2025